FAQ – Rosenteatret

Alle os fra Rosenteatret står med udstrakte arme og glæder os til at byde dig velkommen i teatret.

Vi vil dog gerne sikre os, at du får en superphantaphænomenogenialilistis fantastisk oplevelse både før, under og efter forestillingen. Derfor har vi samlet en række praktiske informationer, så du er bedst muligt klædt på til dit besøg hos os. God læselyst.

Bar:

Rosenteatret har en lille hyggelig bar (Cafe Rosen) ved indgangen. Her kan du før forestillingen købe kolde og varme drikke til rimelige priser. Så hvad enten det er sommer og 40 grader (og du derfor har brug for at blive kølet ned) eller det er vinter og du trænger til varme, er hjælpen nær.

Baren åbner en halv time før forestillingen. Ved køb i baren støtter du teatret og dets virke.

I forestillingerne hos os er der ofte pause midtvejs. I en evt. pause kan du/I vende forestillingen over en øl, sodavand, the eller friskbrygget kaffe med hygge og afslapning. Efter forestillingen er baren åben efter behov, dog højst en halv time. Særlige lejligheder og premiere er dog undtaget.

OBS: I baren tager vi ikke imod kontanter eller kort. Kun mobilepay. Dette er af hensyn til vores frivillige i baren.

Billetter:

Alle billetter til teatrets egne forestillinger kan købes på teatrets hjemmeside. Ved ikke udsolgte forestillinger kan billetter købes i døren, fra en halv time før forestillingen. Der kan ikke bestilles billetter via telefon eller andre steder end via hjemmesiden.

Køb altid en ekstra billet, hvis en date skulle melde sig på banen.

Husk, at tjekke dato og spilletidspunkt på din billet. Billetten skal medbringes på dagen og fremvises, enten i printet version eller som den tilsendte pdf på din mobil. Vi tjekker billetter med scanner.

Vi refunderer ikke billetter.

Det er unummerede pladser.

Bus:

Hvis du kommer med bus er de tætteste stoppesteder: Klostertorv, Nørre Allé og Skolebakken, derfra vil det kun tage dig få minutter at gå til Rosenteatret.

Du kan finde mere info om tider og ruter på: rejseplanen.dk eller Midttrafik.dk.

Garderobe og toiletter:

Der forefindes en mindre garderobe, hvor du kan hænge dit overtøj. Garderoben er gratis og benyttes på eget ansvar. Der findes toiletter ved indgangen. Teatret råder desværre ikke over et handicaptoilet.

Del din oplevelse:

Måske har dagens forestilling sat nogle tanker i gang, du nu har behov for at dele med dine venner og familie? Måske du ligefrem vil anbefale os til andre, eller bare virke kulturel og smart. Del din oplevelse fra Rosenteatret på Facebook eller Instagram, brug #rosenteatret.

Giv os gerne et like og husk at checke ind på Facebook ved ankomst.

Glemte sager:

Glemte sager samles sammen efter forestillingen og du kan henvende dig til teatret i dets kontortid mandage, for at få det udleveret. Glemmer du at hente dine glemte sager, kan kostumekælderen altid bruge en ekstra jakke eller halstørklæde.

Kørestolsbruger og handicappede:

Vores teater er lille, med indgangen og teatersal i et plan og derfor optimal i forhold til kørestol. Vores stole er løse, så de kan fjernes efter behov. Det er derfor muligt at sidde alle steder i salen. Teatret råder desværre ikke over et handicaptoilet.

Parkering:

Rosenteatret har ikke sin egen parkeringsplads, men der er flere parkeringsmuligheder i området. DOKK1, Navitas samt Magasins P-hus, blot for at nævne de tre nærmeste. Herfra er der ganske få minutters gang til Rosenteatret. Parkering i Aarhus C kan være et omstændig affære, så kør hjemmefra i god tid. PS cyklen er også en mulighed og den kan du parkere stortset lige ved døren.

Pause:

Hvis der er pause i forestillingen, vil den vare ca 20 minutter. I pausen kan der nydes kolde og varme drikke fra vores bar, som også byder på lidt mundgodt til den søde tand (Man må godt, kuren starter først i morgen).

Mad og drikke:

Mad må ikke medtages på teatret. Slik og lignende er dog undtaget. Kun drikkevarer i lukket beholder må medtages. Vi opfordre dog tiil at man støtter teatret og køber sine drikkevarer på stedet.

Mobiltelefoner:

Mobiltelefoner skal være slukket under forestillingen, da signalerne kan forstyrre vores tekniske udstyr. Det er ikke tilladt at tage billeder eller optage lyd fra forestillingerne. Du er dog mere end velkommen til at tage alle de selfies du vil både før, i pausen og efter forestillingen, men husk at checke ind og at dele dem med #rosenteatret. Har du givet os et like på Facebook?

Spørgsmål:
Har du spørgsmål i forbindelse med dit besøg hos os, henvend dig da ved indgangen og i baren. Inden er du altid velkommen til at henvende dig til os via vores facebookside, eller på mail: info@rosenteatret.dk.

Åbningstider:

Teatret åbner en halv time før hver forestilling.
Dørene til forestillingen lukker ved forestillingens start. Vi anbefaler derfor at komme i god tid. Så er der også god tid til ekstra hygge med vennerne, en sludder med mormor eller til at fortælle en god gammeldags far-joke.

Administration: Der er fast bemandet kontortid mandage kl. 17.00 -20.00 (benyt kontor indgang).